Kevin Costner er midt i dramatisk skilsmisse: Nu er der uenighed om gammel ægtepagt
Kevin Costners hustru Christine Baumgartner søgte om skilsmisse tilbage i maj efter næsten 19 års ægteskab.
Siden da har der været flere konflikter i det forliste forhold, og Christine Baumgartner har haft en række krav til sin tidligere ægtemand.
Stjernens kommende ekskone har blandt andet nægtet at flytte ud af parrets fælles hus, som tilhører Kevin Costner, ligesom hun også har anmodet om det, der svarer til 1.702.000 danske kroner om måneden i børnebidrag.
Og nu er der endnu en udfordring i det, der viser sig at være en yderst dramatisk skilsmisse.
Der er nemlig opstået en uenighed i forhold til den ægtepagt, som begge parter underskrev, da de blev gift for næsten to årtier siden.
Det skriver TMZ.
I ægtepagten står der angiveligt helt nøjagtigt, hvad der skal ske med parrets ejendele i en eventuel skilsmisse, men Christine Baumgartner forlanger et større beløb end det, hun i første omgang blev lovet.
Tidligere på sommeren forklarede hendes advokater, at årsagen bag kravet blandt andet bundede i, at parrets tre børn har vænnet sig til en bestemt livsstil. Hun føler derfor ikke, at de skal opgive den, og derfor forlanger hun blandt andet et højere børnebidrag.
Det har fået Kevin Costners advokater til at spørge sin kommende ekskone om, hvorvidt hun forstår, hvad hun skrev under på i 2004.
Det var Christine Baumgartner ikke i stand til hverken at be- eller afkræfte, og det har fået verdensstjernen til at sende sin eks en stikpille.
- Christines rådgivere har bedt om en definition af ordet "forstå", og derfor har Kevins rådgivere forsynet dem med ordbogens forklaring af "forstå", står der i de officielle retsdokumenter, som TMZ har fået adgang til.
Hvis Christine Baumgartner vælger at udfordre ægtepagten ved en kommende høring, skal hun tilbagebetale 10,2 millioner kroner samt sagens omkostninger, hvis dommeren ikke giver hende medhold.
Dommeren har tidligere givet udtryk for, at han har tænkt sig at fastholde det, der står i ægtepagten.