Tom Cruise brækkede anklen under filmoptagelser
Den 55-årige skuespiller Tom Cruise har brækket sin ankel under udførelsen af et stunt til sin seneste film ”Mission Impossible 6”.
Stjernen kom til skade, da han skulle hoppe fra to skyskrabere i London ifølge hellomagazine.com.
Tom Cruise, der netop er kendt for at udføre sine stunts selv, bragede ind i en mur i sit forsøg på at tage det dristige spring.
Optagelserne fortsætter snart
Herefter blev han set humpende fra filmsettet, og efter hændelsen har filmselskabet Paramount Pictures bekræftet, at filmproduktionen er sat på hold.
Dog forventes ”Mission Impossible 6” stadig at få premiere til juli næste år, og optagelserne fortsætter når Tom Cruise igen er i bedring.
- Tom vil gerne takke jer alle for jeres betænksomhed og støtte og kan ikke vente med at dele filmen med jer næste sommer, fremgår det af en pressemeddelelse.
Tom Cruise bliver skærmet
Det er endnu uvist, hvor længe filmproduktionen vil være på pause, men det formodes at være mellem seks uger og tre måneder.
Stuntkoordinator Wade Eastwood på ”Mission Impossible: Rogue Nation” har tidligere udtalt, at der tages ekstra forholdsregler omkring en stjerne som Tom Cruise.
Tom Cruise selv har dog et ønske om, at scenerne bliver indspillet så naturtro som muligt, og at han ikke bliver pakket for meget ind i vat.