Tillykke til Hollywood-stjernen Hilary Swank
Hollywood-stjernen Hilary Swank blev født den 30. juli 1974 i Nebraska, USA, og hun kan dermed fejre sin 40-års fødselsdag i dag onsdag.
Skuespilleren blev et kendt ansigt på de danske TV-skærme, da hun tilbage i 90’erne spillede rollen som den enlige mor Carly Reynolds i TV-serien ”Beverly Hills 90210”.
Da hun blev skrevet ud af serien i 1998, frygtede hun, at hendes skuespilkarriere vat slut. Men sådan kom det langt fra til at gå.
Året efter landede Hilary Swank hovedrollen som den transseksuelle Teena i filmen ”Boys don’t cry”, og i 2000 vandt hun den prestigefulde Oscar-statuette for sin præstation.
Filmer med danske skuespillere
Inden hun fyldte 30 år, nåede hun at få overrakt sin anden Oscar. Det var for rollen som bokser i Clint Eastwoods film ”Million Dollar Baby” i 2005.
Skuespilleren er den tredje yngste skuespillerinde, som har vundet to Oscar-statuetter.
Til efteråret er Hilary Swank aktuel i filmen ”The Homesman”, der har dansk premiere til oktober. Her spiller hun over for danske Sonja Richter og svenk-dansk David Dencik.
Privat var Hilary Swank gift med skuespilleren Chad Lowe fra 1997-2007, og hun har ingen børn.