TILLYKKE: Filmdarlingen Hugh Grant fylder 60 år
I begyndelsen af 90erne var Hugh Grant ved at smide skuespillerhåndklædet i ringen og give op på karrieren. Det er vi nok mange, der er glade for, at dagens fødselar ikke gjorde – for den nu 60-årige Hugh Grant har bidraget til nogle af de mest ikoniske kærlighedsfilm.
Den engelske skuespiller spillede i 1994 med i ”Fire bryllupper og en begravelse”, i 1999 i ”Notting Hill”, i 2001 i ”Bridget Jones’ dagbog” og i 2003 i ”Love Actually”.
Sidstnævnte film indeholder en helt ikonisk scene, hvor Hugh Grant i rollen som Storbritanniens premierminister danser igennem huset til The Pointer Sisters sang ”Jump (For my love)”.
Svært at danse
Det faldt dog ikke dagens fødselar helt let at give sig hen til dansens kunst foran produktionen bag filmen. Det fortæller Hugh Grant i et interview med magasinet GQ.
- Dansescenen var en sort sky, der hang over mig under produktionen. Det er svært nok at danse, hvis du er englænder og midaldrende. Selv hvis du har drukket seks øl. Men at danse med dig selv, piv-ædru, klokken 7 om morgenen foran et filmhold. Det var slemt, siger han i interviewet.
De fire ovennævnte romantiske komediefilm er bare en dråbe i havet, i forhold til hvad Hugh Grant ellers har begravet rent skuespilmæssigt. Den 60-årige englænder begyndte på skuespillet i begyndelsen af 80erne og har stadig fuld gang i karrieren.
Far til fem
Privat er der også fuld gang i den hjemme hos Hugh Grant. Han er gift med svenske Anna Eberstein, som han har tre børn med. Derudover har han to børn fra et tidligere forhold.
BILLED-BLADET ønsker Hugh Grant stort tillykke med de 60 år!