Stjernen Melanie Griffith fra Working Girl er fyldt 65: Sådan ser hun ud i dag
Melanie Griffith dukkede forleden op på Hollywood Walk of Fame. Her deltog hun, da Jamie Lee Curtis skulle sætte sit aftryk i den våde asfalt.
Billederne af de to stjerner, kan du se i galleriet øverst i artiklen, hvor der også er samlet en række billeder fra Melanie Griffiths liv.
Oscarnominering for romantisk komedie
Melanie Griffith blev født den 9. august 1957. Hendes mor er skuespilleren Tippi Hedren, som nogle måske husker fra Alfred Hitchcock-filmene ”Fuglene” og ”Marnie”.
Melanie startede en modelkarriere allerede inden hun var fyldt et år, og den første filmrolle fik hun allerede som 12-årig.
Hendes liv og karriere har været præget af op- og nedture på grund af misbrug. Hun har været gift med Don Johnson to gange, og sammen har de datteren Dakota Johnson, der er gået i sine berømte forældres fodspor. Imellem de to ægteskaber med Don Johnson, var hun gift med skuespilleren Steven Bauer, som hun har en søn med.
Melanie Griffiths absolut største filmsucces, var storhittet ”Working girl” fra 1988. Her spillede hun over for Harrison Ford og Sigourney Weaver. Rollen indbragte hende en fornem Oscarnominering.
Den vandt hun ikke, men syv år senere, vandt hun Antonio Banderas hjerte, da de mødtes under indspilningerne til ”Too much”. De blev gift i 1996 og har sammen datteren Stella. Efter 20 år som par, blev de skilt i 2015.
Melanie Griffith har medvirket i mere end 80 film og tv-serier. Senest blev det annonceret, at hun har en rolle i Antonio Banderas’ næste film ”Akil”.
Det vides ikke, hvornår den har premiere.
Kilde: imdb.com