
Sound of Music-børnene 60 år efter: Vi er som en familie

De fem tilbageværende barnestjerner fra "The Sound of Music" fra 1965 har stadig et fantastisk sammenhold 60 år efter filmens premiere.
Det fortæller Debbie Turner (Marta), Angela Cartwright (Brigitta), Nicholas Hammond (Friedrich), Duane Chase (Kurt) og Kym Karath (Gretl) i et interview med People Magazine.
Charmian Carr, der spillede Liesl, døde som 73-årig i 2016 og Heather Menzies, der spillede Louisa, døde i 2017 som 68-årig.
"Os fem - der er fem tilbage nu - har været gennem så meget sammen, og vi er som en familie", fortæller Angela Cartwright.
Gruppen har for nyligt været i Firenze, Italien, til en visning af den ikoniske film.
Nicholas Hammond, der spillede Friedrich, fortæller, at selv om de fem kolleger kun sjældent samles fysisk (de er spredt over USA og Australien), så går der ikke en uge, uden at han får en mail eller sms fra mindst én af dem.
"Vi tænker hele tiden på hinanden, og vi er meget opmærksomme på hinandens liv. Vi ved, at vi har været gennem en masse ting sammen; vi har været gennem ægteskaber, vi har været gennem skilsmisser, vi har været gennem dødsfald i familierne og nu er to af vores søskende fra filmen døde. Og det er stort", forklarer han.






