Skønne billeder: Back to the future-stjerner genforenet
Det var tilbage i 1985, at science-fiction-fans i selskab med Marti McFly rejste 30 år tilbage i tiden for siden at vende ”Tilbage til fremtiden”.
Filmen med Michael J. Fox i hovedrollen blev hurtigt et hit, og mange husker tydeligt ”Tilbage til fremtiden”, selv om det er 38 år siden, den fik premiere.
Derfor gik det også hurtigt viralt, da Lea Thompson i weekenden på Instagram delte en række billeder af, at hun atter var samlet med stjernerne fra 1980’er klassikeren.
- Ærligt, så havde vi en kanon tid, skriver hun til opslaget, hvor Lea Thompson, der spillede Lorraine Baines, ses i selskab med Christopher Lloyd, Michael J. Fox og Thomas F. Wilson, der spillede henholdsvis videnskabsmanden Dr. Emmet Brown, Marty McFly og Biff Tannen.
Anledningen til genforeningen er, at alle de fire ”Tilbage til fremtiden”-stjerner dukkede op til Fan Expo Portland, som er det perfekte sted at være, hvis man elsker tegneserier, science fiction, horror og meget andet fra popkulturen gennem tiden.
Den første "Tilbage til fremtiden"-film havde premiere i 1985. I 1989 udkom toeren, og året efter, i 1990, udkom treeren.