23. okt. 2013
Af Lisbeth Grube
Michael Douglas håber at redde ægteskabet
Catherine Zeta-Jones og Michael Douglas.
Foto: AOP
Hollywood-skuespilleren røber, at han er optimistisk omkring forholdet til Catherine Zeta-Jones.
Krisen var til at tage og føle på, da stjerneparret Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones i august besluttede at tage en pause fra hinanden. Men hvis det står til Douglas, kan det 13 år lange ægteskab måske reddes. Det fortalte han talkshowværten Jay Leno i "The Tonight Show" mandag.
- Jeg har været væk et stykke tid, men alt går forhåbentligt fremad, lød Michaels svar på spørgsmålet om sit forhold til Catherine.
- Jeg håber, det går godt. Nogle gange tager folk en lille pause fra hinanden, uden at det nødvendigvis betyder, at det er slut. Jeg er vældig optimistisk, sagde Michael fortrøstningsfuldt på TV.
69-årige Douglas understregede samtidig, at parrets to børn på 13 og 10 år trives på trods af omvæltningerne på hjemmefronten.