Medie: Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones holder pause i ægteskabet
Efter 13 års ægteskab har skuespillerparret Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones angiveligt valgt at sætte kærligheden på køl. Sådan skriver det amerikanske magasin People, som har talt med to personer tæt på parret. - De har valgt at tage en pause fra hinanden, afslører en kilde.
Efter sigende har hverken Michael eller Catherine søgt om skilsmisse, men ønsker i første omgang at tilbringe tid hver for sig.
Hollywoodparret, som blev gift i New York i 2000 og har to børn sammen, har stået last og brast med hinanden i nogle meget turbulente år. Dels har Michael Douglas overvundet sin kræftsygdom, dels har Catherine åbent fortalt, at hun er maniodepressiv og kæmper bravt mod lidelsen. Ifølge en ven af parret har sygdomsårene slidt hårdt på forholdet.
Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones er ikke fotograferet sammen siden april måned.