Marilyn Monroes ikoniske kjole solgt for rekordhøjt beløb
4,8 millioner dollars svarende til 33,6 millioner kroner.
Så meget blev Marilyn Monroes krystalbesatte kjole solgt for på auktion 17. november, skriver The Guardian.
Kjolen er en af historiens mest kendte - og nu også den dyreste, der nogensinde er blevet solgt på auktion.
Marilyn Monroes skandalekjole
Skuespillerinden bar den, da hun sang sin berømte "Happy Birthday Mr. President"-sang for John F. Kennedy 19. maj 1962 i forbindelse med præsidentens 45-års fødseldag.
LÆS MERE: Marilyn Monroes kærestebreve indbringer 725.000 kroner
15.000 mennesker kiggede på hende, da hun sang fødselsdagssangen til en fundraiser i New Yorks Madison Square Garden iført den snævre kjole, som siges at skulle være syet på hende inden hendes optræden.
Hele hendes optræden blev anset som værende en skandale - og det blev da også en af hendes sidste. Mindre end tre måneder senere blev hun fundet død.
Køberen er Ripley’s Believe It Or Not
Kjolen er omkranset af så megen mystik og historie, at den i dag - 54 år efter - åbenbart er mange millioner værd.
Køberen er museumskæden Ripley’s Believe It Or Not, og kjolen skal først udstilles i Hollywood, inden den bliver sendt verden rundt.