Jesper Groth scorer nyt job
Vi kender ham bedst som skuespiller i bl.a. ”Sygeplejeskolen” og som forsanger i bandet Fyr & Flamme, der repræsenterede Danmark ved det europæiske Melodi Grand Prix 2021 med sangen ”Øve os på hinanden”.
Nu skal han snart stå på scenen igen – men i en helt anden rolle. Nemlig som vært på prisuddelingen Ekko Shortlist Awards 2021.
Her skal Jesper Groth styre slagets gang, når Filmmagasinet Ekko hylder de bedste kortfilm og præstationer fra onlinehitlisten Ekko Shortlist.
- Ekko Shortlist Awards 2021 bliver en aften i respektens tegn. Enhver, der betræder filmbranchen og starter i vækstlaget ved, at det både kræver hårdt arbejde og dristighed at skabe filmkunst for få midler. Modsat den store og pengestærke filmbranche er vækstlaget stedet, hvor der ikke kredser særligt mange kokke om gryden, udtaler Jesper Groth i en pressemeddelelse.
Der er 13 priser, der skal uddeles, og vinderne bliver kåret ved hjælp af både stemmer fra brugerne af Ekko Shortlist og fra en professionel jury af filmfolk.
Ekko Shortlist Awards 2021 finder sted den 27. november kl. 19 på Bremen Teater.