Hugh Grant er blevet far til fire
For bare fem år siden, var Hugh Grant 50 år og barnløs, men nu kan den britiske stjerne kalde sig far til fire.
Siden 2011 har skuespilleren nemlig fået fire børn med to forskellige kvinder, og det sidste skud på stammen, en lille pige, kom til verden onsdag den 16. december.
Hugh Grant har fået datteren med sin svenske kæreste, TV-produceren Anna Eberstein. Parret har i forvejen sønnen John på tre år. Det skriver britiske Mirror.
Hugh Grant og kæresten gik fra hinanden
Hugh Grants svigermor Susanne Eberstein, der er socialdemokrat og medlem af den svenske rigsdag, bekræfter ifølge svenske Sundsvall Tidning, at hun er blevet mormor.
Den 55-årige skuespiller og hans 20 år yngre kæreste har tidligere været gået fra hinanden, og det var først i oktober, at rygterne begyndte at svirre om, at parret skulle være forældre igen.
Ud over de to børn med svenske Anne Eberstein har Hugh Grant datteren Tabitha på fire år og sønnen Felix Chang på tre år fra sit forhold med kinesiske Tinglan Hong.
Børn ændrede Hugh Grants liv
Hugh Grant bor i London, og ekskæresten og deres to børn bor i nærheden.
Skuespilleren, der især er kendt for ”Notting Hill” og ”Fire bryllupper og en begravelse”, er glad for, at han er blevet far, selv om det skete i en sen alder.
- Alle havde ret i alle de her år, når de sagde ”Hugh, hvorfor får du ikke nogle børn? Det ændrer dit liv”. Nu hvor jeg har børn, er det livsændrende. Jeg anbefaler det, har Hugh Grant tidligere fortalt til britiske Mirror.