Hollywoodstjernen Lauren Bacall er død
Den amerikanske skuespillerinde Lauren Bacall er død, meddeler flere medier, deriblandt avisen Telegraph.
Hun døde tirsdag morgen i sit hjem i New York som følge af et slagtilfælde.
Hun blev født som Betty Joan Perske i New Yorker-bydelen Brooklyn, og allerede da hun var 19 år, debuterede hun på film i 1944 i ”To Have and Have Not” (på dansk ”At have og ikke have”), hvor hun spillede over for sin kommende ægtemand Humphrey Bogart.
Lauren Bacalls karriere tog efterfølgende fart, og hun medvirkede i film sammen med blandt andre Bogart, John Wayne og Marilyn Monroe.
I 1996 fik hun en Golden Globe og en Oscar-nominering for rollen i ”The Mirror Has Two Faces” og for fem år siden blev hun hædret med en æres-Oscar for sin flotte karriere i Hollywood.
Lauren Bacall har dog ikke kun arbejdet i Hollywood-cirkler – således har hun lagt stemme til den satiriske tegnefilm ”Family Guy”, ligesom hun også spillede med i Lars von Triers ”Dogville” fra 2003 og ”Manderlay” fra 2005.
Lauren Bacall var gift to gange – først med Humphrey Bogart fra 1945 til hans død i 1957 og Jason Robards fra 1961-1969.
Hun fik børnene Stephen Bogart, Leslie Bogart og Sam Robards.