Hollywood-stjerne: Sådan er det at have kongelige naboer
Rob Lowe, der blev kendt i kultklassikeren "Kliken fra St. Elmo" fra 1985, har boet i Los Angeles-bydelen Montecito i 26 år.
Men på det seneste er der sket en ændring i området.
- Lad mig sige det sådan; når de kongelige flytter til nabolaget, bliver nabolaget aldrig det samme igen, har skuespilleren fortalt til E! News.
57-årige Rob Lowe, der har haft fremtrædende roller i hitserier som "West Wing" og "Brothers and sisters", fortæller, at det både er godt og skidt med tilflytningen og den øgede opmærksomhed på området.
- Nu da de kongelige er her... Fordelen er, at ejendommenes værdi stiger, ulempen er, at køen er længere på Starbucks, siger han med et grin.
Montecito, hvor både Rob Lowe og prins Harry og Meghan altså bor, er også hjemsted for flere andre store stjerner, som Oprah, Orlando Bloom og Tom Cruise, ligesom talkshow-værten Ellen DeGeneres bor i det populære område.