Her er Hugh Grants betingelser for at lave en ny Notting Hill-film
Skuespillerne Hugh Grant og Julia Roberts fortryllede biografgængere verden over i sluthalvfemserne, da de spillede Anna og William i den romantiske komedie "Notting Hill".
Mange fans har sandsynligvis håbet på, at blockbusteren ville få en opfølgende film, men den drøm er indtil videre ikke blevet realiseret.
For nyligt åbnede Hugh Grant, 60, dog op for snakken om en mulig "Notting Hill 2". Her kom han ind på, hvad der ville få ham til at sige ja til at lave en efterfølger til succesfilmen.
Det skete i en spørgerunde på streamingtjenesten HBO's Twitter i anledning af hans medvirken i den nye HBO-serie "The Undoing", der i øvrigt er instrueret af Susanne Bier.
Hugh Grant bliver spurgt, om han gerne vil spille hovedrollen i en romantisk film igen.
Til det svarer han:
- Jeg vil gerne lave en efterfølger til en af mine egne romantiske komedier, der viser, hvad der er sket, efter filmene sluttede. I virkeligheden for at bevise, hvor frygteligt løgnagtige de er - at der skulle være en lykkelig slutning. Jeg ville gerne lave en film med Julia om den afskyelige skilsmisse, der medfører virkeligt dyre advokater, et tovtrækkeri om børnene, masser af tårer. Med evige psykologiske følger. Jeg ville elske at lave den film, siger Hugh Grant med et glimt i øjet.
Hugh Grant, der tidligere var i et forhold med filmstjernen Elizabeth Hurley, har ifølge wikipedia fem børn fra to forhold: Datteren Tabitha fra 2011, som han har med Tinglan Hong, i september 2012 fik han en søn med den svenske tv-producer Anna Eberstein og i december samme år fik han endnu en søn, Felix, med Tinglan Hong.
I december 2015 fik han en datter, hvis navn er ukendt, med Anna Eberstein, og i begyndelsen af 2018 fik de to endnu et barn. I maj 2018 blev Hugh Grant og Anna Eberstein gift.