Filmen E.T. har 40-års jubilæum: Sådan ser Elliott ud i dag
En af 80’ernes mest berømte børnestjerner er amerikanske Henry Thomas.
Han spillede nemlig rollen som drengen Elliott i den populære Steven Spielberg-film ”E.T”.
Science fiction-filmen fik premiere tilbage i 1982, og dermed kan den i år fejre 40-års jubilæum.
Er stadig skuespiller
”E.T” handler om Elliott, som bor sammen med sin bror, søster og mor, og som en dag møder et rumvæsen, som er strandet på jorden. Elliott får kontakt med den fredelige skabning og kalder den for E.T. (Extra Terrestrial).
Henry Thomas var kun 11 år gammel, da han landede rollen i filmen, som skulle vise sig at blive en kæmpe biografsucces og en af de mest indbringende film nogensinde.
I dag er Henry Thomas blevet 50 år gammel, og han arbejder stadig som skuespiller.
Gift tre gange
Privat har Henry Thomas været gift tre gange. Hans første ægteskab var med Kelley Hill fra 2000-2002, og derefter var han gift med den tyske skuespiller Marie Zielcke fra 2004-2007. Parret fik datteren Hazel.
I 2009 giftede ”E.T.”-stjernen sig med Annalee. De er stadig gift og har to børn sammen.
De senere år har Henry Thomas blandt andet medvirket i serierne ”The Haunting of Hill House”, ”Stargirl” og ”Betrayal” og filmene ”Dear John” og ”Gangs of New York”.