4. maj. 2023
Af Catja Klarskov

Ed Sheeran var anklaget for tyveri: Nu er dommen faldet i stor plagiatsag

Ed Sheeran 
Ed Sheeran
Foto: David Dee Delgado/Reuters/Ritzau Scanpix
Verdensstjernen Ed Sheeran har siddet på anklagebænken for med sin hitsingle ”Thinking Out Loud” at plagiere afdøde Marvin Gayes megahit fra 1973 ”Let’s Get It On”. Nu er dommen faldet.

Disse dage har formodentlig været ekstra nervepirrende for den britiske verdensstjerne Ed Sheeran, der har siddet på anklagebænken for have kopieret den nu afdøde Marvin Gayes megahit fra 1973 ”Let’s Get It On”.

Nu skriver flere medier, heriblandt Sky News, at der faldet dom i sagen.

Det er den rødhårede popstjernes hitsingle ”Thinking Out Loud” fra 2014, som arvingen til megahittets rettigheder, sangskriveren Ed Townsend, mente var kopieret. Derfor krævede han en del af overskuddet.

Ifølge mediet har Ed Sheeran netop vundet sagen om brud på ophavsrettighederne, og den britiske sangfugl kan ånde lettet op.

Der er med garanti flere fans, der ligeledes kan sænke skulderne i kølvandet på dommen. Inden afgørelsen udtalte Ed Sheeran nemlig, at såfremt han tabte retssagen, ville han indstille karrieren.

Med dommen, der faldt ud til Ed Sheerans fordel, er det atter en mulighed, at der kommer flere hits fra popstjernens hånd.

Marvin Gayes arvinger har tidligere vundet millioner i sager om ophavsrettigheder. Senest i 2015 hvor Robin Thicke og Pharell Williams blev dømt til at betale 5,3 millioner dollars for med sangen ”Blurred Lines” at have kopieret en anden af den nu afdøde musikers sange.

Læs mere om: