Bruce Willis’ datter fortæller åbent om sin fars sygdom: Sådan vidste jeg, at der var noget galt
De seneste år har været hårde for Bruce Willis og familien, efter Hollywoodstjernen først blev diagnosticeret med afasi i 2022 og senere frontotemporal demens i starten af 2023.
29-årige Tallulah Willis, som er datter af Bruce Willis og Demi Moore, sætter nu for første gang ord på hele sygdomsforløbet.
Det gør hun i et essay for Vogue, hvor hun beskriver tiden inden, farens sygdom blev opdaget.
Hun beskriver, at hun længe havde vidst, at der var noget galt med Bruce Willis, fordi han var begyndt at virke uinteresseret i det, der skete omkring ham. Der var samtidig manglende reaktioner, når folk snakkede til ham.
- Senere blev den manglende reaktion større, og jeg tog det nogle gange personligt. Han havde fået to børn med min stedmor, Emma Heming Willis, og jeg troede, han havde mistet interessen for mig.
Tallulah Willis beskriver, at det ikke kunne være længere fra sandheden.
- Jeg indrømmer, at jeg har mødt Bruces tilbagegang i de seneste år med undgåelse og benægtelse, hvilket jeg ikke er stolt af. Sandheden er, at jeg selv var for syg til at håndtere det, skriver kendisdatteren, der samtidig afslører, at hun de sidste fire år har lidt af anoreksi.
Kendisdatteren skriver, at hun kæmpede for at få det godt selv, inden hun kunne tage stilling til den store sorg, der kom med Bruce Willis’ diagnose.
Dog glæder hun sig over, at han stadig ved, hvem hun er, og hun fortæller, at han lyser op, hver gang hun besøger ham.
I maj fortalte Bruce Willis’ hustru, Emma Heming Willis, om den rørende måde, deres niårige datter, Evelyn, har forsøgt at hjælpe på efter familiens nye hverdag. Læs mere om den historie i artiklen herunder: