Kronprinsesse Victorias elegante aftenkjole: Strålede i fuchsia-drøm til bryllup i Jordan
Torsdag var kronprinsesse Victoria af Sverige, sammen med kongelige fra hele verden, mødt op for at fejre kærligheden mellem Jordans kronprins Hussein og Rajwa Al Seif, der nu har titel af kronprinsesse.
Til aftenens bryllupsreception og middag, der blev holdt på Al Husseiniya-paladset, strålede den svenske kronprinsesse, da hun ankom i en smuk og elegant fuchsiafarvet kjole.
Den tidsløse, ankellange aftenkjole er af mærket Safiyaa. Kronprinsessen havde desuden valgt at udsmykke sig med en nydelig tiara fra egen samling – nemlig Boucheron Laurel Wreth-tiaraen.
Ved sin side havde kronprinsesse Victoria sin mand, prins Daniel af Sverige, som hun blev gift med i 2010. Sammen har de børnene 11-årige Estelle og Oscar på syv år.
Ved torsdagens bryllup i Jordan giftede kong Abdullah og dronning Ranias ældste søn, kronprins Hussein, sig med sin udkårne. Her deltog, foruden det svenske kronprinspar, blandt andre både det danske og det britiske.