2. maj. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

I en helt særlig anledning: Ulla Terkelsen bliver hovedperson i nyt TV 2-program

Ulla Terkelsen
Ulla Terkelsen
Foto: Lars H. Laursen
Onsdag den 15. maj fylder Ulla Terkelsen 80 år, og det markeres samme aften på TV 2, der har lavet et helt nyt portrætprogram med den erfarne korrespondent.

Det er de færreste, der når at fejre 60-års jubilæum, men den 1. april 2024 var det netop 60 år siden, at Ulla Terkelsen begyndte som journalist.

Siden har hun ikke set sig tilbage, og selv om hun den 15. maj fylder 80, er hun stadig en del af TV 2-familien.

Netop hendes arbejdsplads fejrer hende i anledning af fødselsdagen, og det sker med et helt nyt portrætprogram.

Det er optaget i London, hvor Ulla Terkelsen tidligere har boet og arbejdet, og her ser hun tilbage på sit lange liv og karriere sammen med korrespondentkollegaen Rasmus Tantholdt.

- Jeg har været så heldig, at jeg har fået et erhverv, et fag, som passer til mig. Og i mit tilfælde er det ikke en pligt og en nødvendighed. Det er en drift eller et behov for at vide, hvad der foregår og fortælle om det, siger Ulla Terkelsen i programmet.

Portrætprogrammet har fået titlen ”80 år som Ulla Terkelsen”, og det sendes på TV 2 på hendes runde fødselsdag onsdag den 15. maj klokken 20.40.

Ovre på TV 2 Charlie spiller Ulla Terkelsen også en hovedrolle samme aften, for her kan man klokken 21.20 se hende i ”Meyerheim & Stjernerne”.

Selve fødselsdagen fejres på dagen hos TV 2 på Teglholmen, hvor der afholdes reception for Ulla Terkelsen i anledning af 80-årsdagen.

Læs mere om: