Husker du Karla og Katrine? Sådan ser de to barnestjerner ud i dag
Det var tilbage i 2007, at børnefamilier strømmede i biografen for at se filmen ”Karlas Kabale”, der er baseret på Reneé Toft Simonsens børnebog af samme navn.
Der er udgivet flere bøger i rækken, og tre af dem er blevet filmatiseret.
”Karla og Katrine” fik premiere i 2009, og her kunne man igen opleve Elena Arndt-Jensen i hovedrollen som Karla. I denne film spillede hun over for en anden ung barnestjerne, nemlig Nanna Finding Koppel, som spillede veninden Katrine.
De to unge stjerner er for længst blevet voksne, og de sidste mange søndage har man kunnet se Nanna Finding Koppel, 26, i ”Dansegarderoben” på TV 2, hvor hun spiller Diana.
Elena Arndt-Jensen er i dag 27 år, og siden 2009 har hun blandt andet medvirket i ”Rita” og ”Fasandræberne”.
Forleden dukkede hun desuden op på den røde løber, da der var premiere på filmen ”Ustyrlig”. Her fulgtes hun med veninden Vilbjørk Malling Agger, der spiller med i filmen, og som blandt andet er kendt fra ”Tinka”-julekalenderne.