Husker du grand prix-vinderen? Simon Mathew og hans kendte hustru har taget stor beslutning
Simon Mathew vandt i 2008 det danske melodi grand prix med sangen ”All Night Long”, der gjorde ham et kendt ansigt i hele landet.
Selv om han i 2005 vandt TV 2-programmet ”Scenen er din”, var det nok nærmere et andet TV 2-hit, man husker ham for, nemlig da han i 2007 dansede sig i finalen i ”Vild med dans”.
Senere viste han også, at han havde talent for skuespil.
Han var blandt hovedrolleindehaverne i TV 2-serien ”Store drømme”, der også havde navne som Morten Hemmingsen og Maria Lucia Heiberg Rosenberg på rollelisten.
For nogle vil det nok være en del år siden, at de senest har set Simon Mathew. Men er man hyppig teatergænger vil man nok have set ham.
De seneste otte år har Simon Mathew været tilknyttet Aarhus Teater i den jyske storby. Det samme har hans hustru Anne Plaugborg.
Men nu har parret taget afsked med det. Det fortalte de, da BILLED-BLADET mødte dem til Reumert 2024.
- Vi slutter begge to Aarhus Teater i ensemblet efter otte år, så vi har lige spist farvel-middag med holdet, så det har været smadderhyggeligt, fortalte Anne Plaugborg.
Skuespillerparret og deres to børn på seks og to år har nemlig taget en stor beslutning.
Familien rykker nemlig fra Jylland, hvor de har boet de seneste mange år.
- Vi flytter til København. Vi skal bo i Valby og starte som freelancere, fortalte Anne Plaugborg og uddybede:
- Vi flytter børnene tættere på vores familie, og de skal starte skolegang. Det er nu, det skal være. Det bliver dejligt.
Det betyder også, at Simon Mathew for en stund kommer tættere på sit nuværende arbejde, da han skal spille en forestilling på Det Kongelige Teater.
- Jeg er i gang med at lave ”Jeppe på Bjerget” på Det Kongelige. Vi er i gang med forprøver, og vi skal starte prøver igen i december, så der kommer en lang pause, fortalte Simon Mathew.