Her er forklaringen: Caspar Phillipson var pludselig samme sted som dronning Margrethe
Dronning Margrethe havde torsdag eftermiddag fornøjelsen af at åbne en ny udstilling på Nationalmuseet i København.
Udstillingen hedder ”Vølvens Varsel” og er et kig ind i vikingetidens vølver, der menes at have spådomsevner.
Foruden at hun fik æren af at klippe snoren til udstillingen, fik den historieinteresserede dronning Margrethe også mulighed for at se udstillingen selv.
Dronning Margrethe var dog ikke det eneste kendte ansigt ved åbningen.
For skuespiller Caspar Phillipson dukkede til stor overraskelse op.
Selv om han ikke lige stod i invitationen eller på gæstelisten, var der faktisk en ganske god forklaring på, hvorfor skuespilleren var der.
Han er faktisk en del af udstillingen.
- Jeg laver den engelske stemme. Sandra er Vølven både på dansk og engelsk. Kasper er den danske mandlige fortæller, og jeg er på den engelske, fortalte Caspar Phillipson til BILLED-BLADET.
Faktisk kan man høre en hel del til skuespilleren, når man besøger Nationalmuseet.
- Jeg er fortæller på rigtig, rigtig meget herinde. Jeg tror, jeg er med de fleste steder her i huset, fortalte han.
Selv havde Caspar Phillipson dog til gode at opleve den nye udstilling, som han altså lægger engelsk stemme til, på museet.