14. maj. 2024
Af Majken Munk

Har tidligere mistet godt 100.000 kroner: Sussi Nielsen er blevet udsat for nyt svindelnummer

Sussi Nielsen
Sussi Nielsen
Foto: Kaspar Wenstrup
Sussi Nielsen er tidligere blevet snydt for godt 100.000 kroner, og nu sætter hun ord på, at hun også siden er blevet udsat for svindelnumre.

Det er ikke så længe siden, at Sussi Nielsen var i retten i en sag om en svindler, der havde snydt hende for godt 100.000 kroner, hvoraf hun dog har fået en del tilbage.

Hun har tidligere fortalt, at hun blev snydt, fordi de udgav sig for at være fra Skattestyrelsen.

Da hun besøger Anders Breinholt i talkshowet ”Breinholts”, afslører hun, at hun flere gange efter er blevet forsøgt svindlet.

Et andet forsøg skete, da hun blev kontaktet af en på Facebook, efter hun havde ønsket en ven tillykke på de sociale medier.

Svindleren sendte derefter en besked om, at Sussi Nielsen skulle betale en sum penge, for ellers ville hun komme i problemer med Amazon, forklarer hun i ”Breinholts”.

Hun når desværre ikke at lugte lunten og sender penge. Heldigvis redder banken hende og stopper transaktionen.

Men det stopper ikke der.

Ugen før optagelserne til ”Breinholts”, bliver Sussi Nielsen igen mål for et svindelnummer.

Sussi Nielsen er gæst hos Anders Breinholt
Sussi Nielsen er gæst hos Anders Breinholt i talkshowet "Breinholts"
Foto: Viaplay

Det sker, da hun modtager en mail fra nogen, der udgiver sig for at være Postnord.

- Jeg står jo og mangler en pakke. Jeg gik faktisk og tænkte: ”Hvor pokker bliver den af?” De skrev, at det var en mærkelig adresse, de havde fået. Og jeg tænker godt nok, at det kan jeg ikke forstå, fortæller Sussi Nielsen og fortsætter:

- Der når jeg heldigvis at stoppe.

Hun klikker ikke på linket, som med sikkerhed ville have franarret hende en sum penge.

Sussi Nielsen mener også, at hun efterhånden har fået en række gode råd, så hun fremover undgår at blive snydt.

Læs mere om: