Har solgt hjemmet i Miami: Caroline Wozniacki sætter ord på familiens plan
Det var i januar, at Caroline Wozniacki og manden David Lee satte deres penthouselejlighed til salg.
Forleden kom det frem, at parret havde fået solgt lejligheden på Fisher Island i Miami i slutningen af maj til svimlende 37 millioner amerikanske dollars.
Og nu afslører hun, hvad der venter for hende og familien. Det skriver B.T.
Familien har et hjem i Monaco samt i St. Louis i USA, men de skal finde frem til en fast bolig.
Hvor det skal være, er dog op til forhandling. Og på grund af alderen på børnene Olivia og James kan den beslutning godt vente lidt.
- Lige nu er børnene så små, at man godt kan hoppe lidt frem og tilbage. Når de skal begynde i skole, begynder vi at tænke mere på, hvor vi skal bo henne og være mest. Det har vi stadig nogle år til endnu, så det må tiden vise, fortæller Caroline Wozniacki til avisen.
Hun har tidligere til BILLED-BLADET givet udtryk for, at familien er glade for at være i Danmark, men tanken om at bo her fast er ikke en del af planen.
Familien har været glade for at pleje, at de både har rødder i USA og Europa.
- Jeg elsker at være i Danmark. David elsker at være her. Man skal aldrig sige aldrig, men for nu fungerer det rigtig godt med den konstellation, som vi har besluttet os for. Måske det sker en dag, hvem ved?, lød det fra Caroline Wozniacki i 2022.
Efterfølgende har familien dog ytret et ønske om måske at købe et sommerhus i Danmark, da de er vilde med den danske sommer.