Håndboldlegenden Anja Andersen i sorg
Danmarks og i manges øjne verdens bedste kvindelige håndboldspiller gennem tiderne, Anja Andersen, har mistet sin far.
Anja Andersen mistede sin far i weekenden
Ifølge Ekstra Bladet gik Anjas far Keld Andersen bort natten til søndag efter lang tids kamp mod kræft.
Mens Anja Andersen, der i dag har rundet de 52 år, var den helt store stjerne på kvindelandsholdet i 1990’erne og vandt både EM-, VM- og OL-guld, nåede hendes fars håndboldkarriere ikke helt samme højder.
Flot karriere
Men en meget fornem karriere havde Keld Andersen som håndboldspiller i 1970’erne, hvor han både spillede VM og OL for det danske herrelandshold.
Anja og hendes far arbejdede sammen, da Anja Andersen med stor succes var træner for Slagelses håndboldkvinder, der vandt både nationale og europæiske titler.
Familien samlet
Keld Andersen blev 75 år, og Ifølge Ekstra Bladet var familien samlet omkring ham i de sidste hårde dage og uger.