4. dec. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Gyldengrød er tilbage på TV 2: Sådan ser Paul Hüttel ud i dag

Paul Hüttel og Jan Linnebjerg som Gyldengrød og Pyrus. 
Paul Hüttel og Jan Linnebjerg som Gyldengrød og Pyrus.
Foto: TV 2
Paul Hüttel er tilbage som tv-nisse her i december, hvor TV 2 atter sender julekalenderen "Alletiders Jul".

Det er blevet december, og derfor byder sendefladen traditionen tro på et gensyn med én af de fire julekalendere om nissen Pyrus.

I år er det den første af slagsen, ”Alletiders Jul”, som man kan se eller gense.

Julekalenderen er fra 1994, og i en af de bærende roller kan man se Paul Hüttel, der spiller Gyldengrød. Rent faktisk hed karakteren dengang Guttenborg, men det blev lavet om fra julekalender nummer to.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-12-04/sh-0020793.jpg
Paul Hüttel og Jan Linnebjerg i "Alletiders Jul".
Foto: TV 2

Paul Hüttel er i dag 88 år, og den høje alder til trods har han stadig roller indimellem.

Senest kunne man opleve ham i ”Riget Exodus”, ligesom man inden for de seneste år også har kunnet se ham i ”Hvide Sande” og ”De forbandede år”.

Paul Hüttel blev uddannet skuespiller i 1963, og han spillede herefter især en masse teater. Han har også haft roller på både film og tv, og mange husker ham især som tyskeren Herbert Schmidt i ”Matador”.

Paul Hüttel fik lidt af et folkeligt comeback i 1994, da den første julekalender med ham som nisse blev sendt på TV 2, og i dag er der stadig unge som ældre, der husker ham for den rolle.

For nogle år siden var det i "Badehotellet" man kunne opleve ham. Her spillede han igen over for Sonja Oppenhagen, som han også arbejdede sammen med i "Matador".

I virkeligheden er det en anden skuespillerinde, der har stjålet hans hjerte, for Paul Hüttel er nemlig gift med Birthe Neumann, 76.

Skuespillerparret har været gift siden 1974, og de kan dermed fejre guldbryllup i 2024.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-12-04/_han7726.jpg
Paul Hüttel og Birthe Neumann i 2021.
Foto: Hanne Juul

Parret har medvirket i flere af de samme ting. De spillede over for hinanden i "Badehotellet", og så har Birthe Neumann faktisk også en mindre rolle i både ”Alletiders Jul” og ”Alletiders Nisse”.

Parret har datteren Stine Hüttel sammen.

"Alletiders jul" kan ses hver eftermiddag på TV 2 eller streames på TV 2 Play.

Læs mere om: