Frederik Haun og Morten Kjeldgaard nyder deres romantiske bryllupsrejse: Dette spørgsmål presser sig på
Frederik Haun og Morten Kjeldgaard nyder i øjeblikket azurblåt vand og solens varme stråler i de her dage.
Men det er desværre ikke ren afslapning i paradis for parret, der begge arbejder som selvstændige.
Det skriver Frederik Haun i et opslag på Instagram, hvor han svarer på spørgsmålet, om parret arbejder på deres romantiske bryllupsrejse.
– Arbejder I på jeres bryllupsrejse? Det korte svar er ja, det gør vi. Heldigvis er vi så privilegerede med vores job, at der både er plads til at yde og nyde på samme tid, skriver Frederik Haun i opslaget, som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at citere, hvor han deler et billede af sig selv i poolen i de lækre omgivelser.
Den tidligere "Bagedyst"-deltager kan dog godt forstå, at der er mange, der kan være uforstående overfor deres beslutning.
– Jeg kan sagtens forstå, at det udefra kan se knap så romantisk ud, at vi vælger at arbejde på vores bryllupsrejse, men det er livet som selvstændig, især for Morten, og netop det liv gør det muligt for os at rejse, når vi har lyst. Det vil jeg ikke bytte for noget andet, selv ikke, når jeg skal arbejde lidt imens jeg er på ferie, skriver Frederik Haun, der nyder bryllupsrejsen i fulde drag, selvom han har taget arbejdscomputeren med i kufferten.
– Jeg elsker mit arbejde. Og jeg elsker alt ved denne her bryllupsrejse sammen med mit yndlingsmenneske, som jeg hver dag får ekstra mulighed for at kigge i øjnene, kysse, og kramme. Jeg føler mig heldig, afslutter Frederik Haun opslaget, hvor han sender en kærlig hilsen til sin ægtemand.