Først til verdens ende-deltager fik hjertestop: Reddet af kæresten
Der er ingen tvivl om, at 32-årige Nicolai Klejs Madsen elsker at rejse.
Han deltog sidste år i TV 2-programmet "Først til verdens ende" med sin gode kammerat Christian Vagn Uhre.
Siden tv-programmet er løbet over skærmen, har kufferten ikke stået og samlet støv hjemme hos den rejselystne jyde.
Christian Vagn Uhre er, ligesom så mange andre danskere, draget ud i verden for at holde sommerferie med sin kæreste Cecilia Kornum.
Parret var taget til solskinsrige Lissabon i Portugal, hvor de torsdag morgen besluttede sig for, at de ville løbe en tur på fem kilometer sammen.
Men turen gik helt anderledes end forventet.
Midt under parrets løbetur, cirka halvanden kilometer inde i turen, fik Nicolai Klejs Madsen det pludseligt dårligt – og det var hverken varmen eller løbeturen, der gav ham ubehag.
Han stoppede op, og med ét blev alting helt sort.
Nicolai Klejs Madsen var faldet om med et hjertestop, og kæresten sprang straks til, da hun opdagede, at han ikke havde en puls.
Hun giver sin kæreste førstehjælp, og efter et par minutter har hun fået liv i ham igen.
– Det næste, jeg husker, føles som en drøm, hvor nogle kalder mit navn svagt, og så bliver stemmen tydeligere og tydeligere. Det næste, der sker, er, jeg vågner nogle minutter senere, hvor Cecilia sidder med mig i armene og fortæller mig, alt nok skal gå, fortæller Nicolai Klejs Madsen til TV 2.
Efter ulykken blev "Først til verdens ende"-deltageren kørt til et hospital i Portugal, hvor han stadig er indlagt, så lægerne kan kortlægge årsagen til det pludselige hjertestop.
I et opslag på Instagram takker Nicolai Klejs Madsen sin kæreste for hendes heltemodige gerning.
- Det var en skræmmende og voldsom oplevelse for os begge, og vi er nok fortsat lidt i chok og har grædt en del. Og så er jeg bare så hulens taknemmelig for, at jeg har Cecilia ved min side. Hun er så kæmpe sej, og hvis det ikke havde været for hende, havde situationen vel nok været helt anderledes, skriver Nicolai Klejs Madsen i opslaget.