Få en bryllupstale af Hans Pilgaard
Kærestepar, der går med gifteplaner, kan nu leve deres drøm ud med en kendt til at holde bryllupstalen under Copenhagen Pride, der er en festival for homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle.
TV-værten Hans Pilgaard har nemlig sagt ja til at holde bryllupstale tirsdag d. 15. august i Rådhushaven ved Københavns Rådhus.
Vielserne foregår i København
Selv om vielserne foregår under de homoseksuelles årlige festival, så er det åbent for alle par at søge om at få en bryllupstale fra Hans Pilgaard.
Hans Pilgaard blev selv gift sidste år. Brudgommen var 27-årige Jobbe Pilgaard, så han skal ikke grave dybt i erindringen for at tænke tilbage på sin egen bryllupsdag.
Hans Pilgaard er ikke den eneste kendis, der har sagt ja til at holde tale for nygifte under Copenhagen Pride. Også forfatterinden Leonora Christina Skov og den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, deltager som bryllupstalere.
Leonora Christina Skov taler i Ørstedparken den 18. august og dagen efter er det Rufus Gifford, der ønsker tillykke til nygifte på den smukke Cirkelbro, der er skabt af Olafur Eliasson, i Københavns havn.