Er de hemmeligheden bag succesen? Jonas Vingegaard er ikke i tvivl
Det er kun et par dage siden, at Jonas Vingegaard førte årets Tour de France med bare 10 sekunder, men på de seneste etaper har han bevist, at han er den stærkeste i feltet, og han fører nu verdens største cykelløb med hele 7 minutter og 35 sekunder.
På onsdagens kongeetape kunne Tadej Pogacar slet ikke følge med den danske stjerne, og på enkeltstarten dagen forinden havde Jonas Vingegaard også bevist, at hans ben er betydeligt hurtigere end slovenerens.
Onsdag aften var Jonas Vingegaard på besøg i ”AftenTour” på TV 2, og her kom han med sit bud på, hvorfor han har så meget succes.
- Jeg tror bare, det er alt, der spiller. Både vores forberedelse op til Tour de France, og så havde jeg en fantastisk restday med min kone og datter. Det var virkelig en dejlig dag. At blive loaded (fyldt op, red.) af kærlighed tror jeg gør en stor forskel, sagde Jonas Vingegaard med et smil på direkte tv om hviledagen i mandags.
Hustruen Trine og datteren Frida følger deres mand og far tæt under Tour de France, og de var også med ham efter etapen onsdag, hvor han gjorde det rigtig svært for løbets nummer to at kæmpe med om sejren.
Årets Tour de France slutter på søndag, hvor rytterne når til Paris.