Det var en overraskelse: Joen Bille og Bente Scavenius med til prinsesse Theodoras velkomstmiddag
Lørdag eftermiddag skal prinsesse Theodora giftes med Matthew Kumar, men allerede fredag tog brudeparret hul på kærlighedsfesten.
Det skete ved en velkomstmiddag på det smukke byzantinske og kristne museum i Athen.
Gæster fra hele verden strømmede til, og blandt de mange bryllupsgæster var der også flere danskere.
Fra det danske kongehus deltog prinsesse Benedikte, og det gjorde også to af hendes børn, prins Gustav og prinsesse Alexandra, sammen med deres ægtefæller.
Som lidt af en overraskelse dukkede også Bente Scavenius og hendes mand Joen Bille op til velkomstmiddagen.
Det kendte par har gennem mange år været venner med både prinsesse Benedikte, dronning Anne-Marie og dronning Margrethe.
Det var dronning Anne-Marie, som kunstkritiker Bente Scavenius først lærte at kende, da hun var helt ung, og siden har hun også lært hendes ældre søstre rigtig godt at kende. For eksempel har hun og manden i en lang årrække fejret nytår med dronning Margrethe.
De tre kongelige søstre var desuden med, da Bente Scavenius og Joen Bille i foråret fejrede guldbryllup, og nu er de således også inviteret med til prinsesse Theodoras kærlighedsfest.
Parret har ikke deres bryllupsgave med til Athen, men til gengæld fortæller de til BILLED-BLADET, at de får den sendt direkte til London, hvor prinsesse Theodora har sin base, når hun ikke er hjemme i Los Angeles.