Det ser man ikke hver dag: Marie Bach Hansen på den røde løber i bemærkelsesværdige sko
Året har allerede budt på film- og tv-priser ved uddelingen af årets Robert’er og Bodil’er, og i denne uge var turen så kommet til, at årets SVEND Priser skulle gives til de bedste i branchen.
Det er publikum, som bestemmer, hvem der skal løbe med hæderen, og traditionen tro fandt prisuddelingen sted i Svendborg på Sydfyn.
Den røde løber var rullet ud midt på torvet, og de mange kendte gæster havde klædt sig på til en festlig aften. Det gjaldt også 38-årige Marie Bach Hansen, som var blandt de nominerede.
På den røde løber skilte hun sig dog også ud fra de resterende gæster, for på aftenen, hvor hun i øvrigt var på scenen for at modtage prisen som ”Årets skuespiller i en TV-dramaserie”, var hun iført et par bemærkelsesværdige sko – nemlig et par behagelige og praktiske, mørkeblå crocs.
- Jeg er kommet rigtig meget i Svendborg, så jeg vidste, der ville være brosten, så jeg tænkte, jeg ikke skulle have høje hæle på, fortalte Marie Bach Hansen om sit valg af fodtøj.
Se flere looks fra den røde løber til årets SVEND Prisen i galleriet herunder: