Derfor købte Stine Schmeichel aldrig en returbillet efter mødet med Kasper Schmeichel
Det er en sand kærlighedshistorie, der gemmer sig bag det første møde mellem Kasper Schmeichel og Stine Schmeichel.
Faktisk var der tale om kærlighed ved første blik.
Stine var blot 17 år gammel, da hun mødte Kasper Schmeichel i køen i 7-Eleven på Nørreport station, da hun netop var blevet student. De to unge turtelduer faldt i snak, og kærligheden mellem dem har holdt lige siden.
Da det unge par mødte hinanden, boede Kasper Schmeichel i Manchester, og der gik ikke lang tid før, at det unge fodboldtalent fik overtalt Stine til at komme på besøg.
– Altså vi mødtes den sommer, og så gik der jo 14 dage, og så sagde han: "Har du ikke lyst til at komme over og besøge mig?", fortæller Stine Schmeichel, der gerne ville besøge sin nye flamme.
Kasper instruerede Stine i, at hun bare skulle købe en åben billet, altså en billet uden en dato for, hvornår man skal retur. Kasper Schmeichel forsikrede, at hun bare skulle komme over, og så ville de finde ud af resten sammen.
– Jeg har så aldrig hjemvendt siden, for han var jo meget smart. Han fik lokket mig derover, og jeg har aldrig nogensinde købt den returbillet, fortæller Stine Schmeichel til Mikael Bertelsen i programmet "All Exclusive" og griner.
Mikael Bertelsen spørger i programmet, om Stine Schmeichel har overvejet at indløse returbilletten, når livet på sidelinjen blev for meget. Her var svaret ganske klart.
– Jo, det har jeg tænkt rigtig, rigtig mange gange gennem hele vores fodboldliv, men der er jo altid noget, der får mig til at blive, fortæller Stine Schmeichel, der har tre børn med Kasper Schmeichel.
Du kan se afsnittet allerede nu på Viaplay eller i aften kl. 20.00 på TV3.