De kendte støtter kræftramte børn på helt særlig dag
Hver gang året runder den første fredag i marts, er der en årligt tilbagevendende begivenhed i kalenderen: #FodboldtrøjeFredag.
Det er Danske Spil der har taget initiativet og udviklet projektet, til fordel for og i samarbejde med Børnecancerfonden. Og budskabet er simpelt: Donér, deltag og del.
Donér et valgfrit beløb til kampen mod børnekræft.
Deltag som privatperson med din fodboldtrøje, eller hiv fat i din arbejdsgiver, og få virksomheden til at deltage.
Del en selfie eller et billede på de sociale medier med #FodboldtrøjeFredag for at sprede budskabet.
Og der er masser af kendte ansigter, der støtter op om #FodboldtrøjeFredag.
Mads Steffensen, Mette Cornelius, Pilou Asbæk og Anders Agger har alle fire delt et billede af dem selv iført fodboldtrøje i deres Instagram-story, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele, for at få budskabet spredt så langt ud som muligt.
Det samme har landsholdsspilleren Sanne Troelsgaard, der i et opslag på sin Instagram, som BILLED-BLADET ligeså har fået lov til at dele, gør opmærksom på den vigtige dag.
#FodboldtrøjeFredag gælder hele dagen, så har man lyst til at være med til at støtte den gode sag, kan det stadig nås via en donation på MobilePay til nummeret 201717.