Vred Stig Elling til prins Henrik: Afliv din hund
Se og Hør har i denne uge spurgt en række kendte danskere om deres syn på de gentagne hundebid fra kongehusets hunde. En enkelt af de kendte - rejsekongen Stig Elling - var kommet ugebladet i forkøbet og havde allerede sendt et brev til prins Henrik. Det kan du læse her:
---
Til Deres Kongelige Højhed, Prins Henrik
Jeg skriver til Dem som reaktion på sagen om Deres gravhund, der - igen - har angrebet en garder.
Jeg er vred - meget vred - og mit håb er, at nærværende skrivelse, vil få Dem til at handle anderledes ansvarligt i forbindelse med Deres hund fremover.
Jeg mener, det er forkasteligt og dybt uansvarligt, at Deres hund gentagne gange angriber mennesker, uden at De som hundens ejer, foretager Dem noget i den anledning.
Hvis De fortsat ikke handler ansvarligt, er det måske et barn, der bliver angrebet af Deres hund næste gang - og så må det være svært at tilgive sig selv som hundeejer - OG at opnå tilgivelse af den danske befolkning!
Vi der elsker gravhunde, er frustrerede over, at Deres gravhund, som tydeligvis ikke har fået tilstrækkelig opdragelse, kærlighed og omsorg, nu fremstår som et rædselseksempel på, hvordan gravhunde er i den brede befolknings øjne.
Gravhunde er IKKE dræberhunde, og bør ikke fremstilles som farlige og ustabile. Gravhunde, der får den rette opdragelse og omsorg, er kærlige familiehunde med stor personlighed.
Jeg vil på det allerkraftigste opfordre Dem til, at Deres hund konsekvent holdes i snor iført mundkurv, hver eneste gang, den bevæger sig udenfor de Kongelige gemakker - eller måske simpelthen, at De får den aflivet med det samme.
Samtidig vil jeg opfordre Dem til at overveje, om De overhovedet bør have hund i fremtiden. Historien viser, at Deres hunde langt fra altid opfører sig, som hunde bør - og gør, når de har ansvarlige ejere.
Jeg ser frem til at høre fra Dem i denne sag.
De bedste hilsner
Gravhundeejer gennem 30 år,
Stig Elling