Uma Thurman i retten
Det kan godt være, at 38-årige Uma Thurman er benhård i Kill Bill, men i virkeligheden er hun langt mere følsom. I hvert fald brød stjernen sammen og græd, da hun i går stod ansigt til ansigt med sin forfølger i retten i New York. Det rapporterer Eonline.com.
Retssagen, der blev indledt i mandags, er blevet til på Uma Thurmans foranledning. Siden 2005 har skuespillerinden og hendes familie været plaget af den nu 37-årige tidligere psykiatriske patient Jack Jordan, der er diagnosticeret som skizofren og bipolær (maniodepressiv).
Uma i vidneskranken
Uma Thurman vidnede mod sin plageånd torsdag. Her fortalte en tydeligt mærket og rystende Uma Thurman om Jack Jordans årelange forfølgelse af hende. Den startede i 2005, hvor Jack Jordan afleverede et kort til hende på et film-set på Manhattan.
I kortet var der tegnet en åben grav, en gravsten og en mand, der stod på kanten af et barberblad, og de uhyggelige tegninger var ledsaget af teksten: "Mine hænder burde røre ved din krop hele tiden."
Dine børn er en illusion
Men udover det ubehagelige kort har Jack Jordan sendt skuespillerinden kærlighedserklæringer, mødt op ved hendes lejlighed, forsøgt at trænge ind i hendes trailer på et filmset og sendt hendes forældre mails, hvori han kaldte Umas to børn på seks og ni år for 'en illusion'.
Dét var noget, der skræmte Uma Thurman mere end noget andet:
"Bare det, at han nævnte mine børn ved navn, fandt jeg meget skræmmende," fortalte skuespillerinden, der udenfor retten kunne fortælle, at hun var forvirret og skræmt og gik lidt i panik, da hun stod overfor Jordan i retslokalet.
Jordan vil ikke skade Uma
Jack Jordans forsvarer George Vomolakis har udtalt, at hans klient aldrig har ønsket at skade Uma Thurman, fordi han elsker hende. Den udtalelse giver anklageren i sagen, Colleen Walsh, dog ikke meget for. Hun henviser derimod til den følelsesmæssige afpresning, som Uma og hendes familie har været udsat for af den uligevægtige Jordan. Han skal angiveligt have truet med selvmord, hvis ikke skuespillerinden kontaktede ham indenfor en given tidsramme.
Jack Jordan nægter sig skyldig, men kan blive idømt op til et års fængsel, hvis han findes skyldig i anklagerne om personforfølgelse og grov chikane.