Ulrich Thomsen filmer med Nicolas Cage
Ifølge Peter Aalbæk Jensen er Ulrich Thomsen den danske skuespiller, der er bedst til at spille psykopat, og det får publikum så en chance for selv at bedømme i Kristian Levrings aktuelle film 'Frygtelig lykkelig'. Men Ulrich Thomsen selv er allerede videre til næste projekt.
"Jeg filmer for øjeblikket i Budapest til en amerikansk rabalderfilm, der hedder Season of the Witch. Den foregår i 1350 og handler om religion og kirkens magt. Nicolas Cage spiller hovedrollen, og jeg spiller én ud af fire riddere, så det er en relativt stor rolle," siger Ulrich Thomsen.
Ulrich Thomsens rolle må dermed være en af de riddere, der ifølge imdb.com, transporterer en formodet heks til et kloster, hvor munkene mener, at hendes troldkræfter kan være grunden til den pest, der hærger.