Ulf Pilgaard var hårdt ramt privat: Mistede både sin elskede hustru og yngste søn
For otte år siden gennemgik Ulf Pilgaard sit livs største sorg, da han mistede sin elskede hustru, Gitte.
Nu er han her ikke længere. Skuespilleren døde efter kort tids sygdom mandag den 28. oktober, 83 år gammel.
Ulf Pilgaard var gift med Gitte i 46 år. Hun havde i mange år levet med den arvelige og sjældne demenssygdom Huntingsons Chorea, som til sidst gjorde, at hun var bundet til en kørestol og var afhængig af Ulf Pilgaards hjælp.
Hun var til genoptræning udenfor parrets hjem i Hellerup, da hun pludselig døde.
- Det er en hård tid lige nu, et frygteligt tab, men det hjælper at arbejde og have noget andet at tænke på også, sagde Ulf Pilgaard dengang til BILLED-BLADET.
Blot fem år senere, i 2021, blev revystjernen igen ramt en stor sorg.
Ulf Pilgaard mistede sin yngste søn, Mikkel. Han blev kun 48 år gammel og havde længe kæmpet med et misbrug.
- Jeg nægter at lade sorgen styre mit liv, så jeg ikke kan leve. Jeg vil sørge – til min død – over tabet af Gitte, som jeg fik mere end 50 år sammen med, og at jeg i påsken pludselig mistede min søn, Mikkel, kun 48 år gammel, skal jeg også leve med. Han var paranoid skizofren og tog ikke sin medicin, men levede som misbruger. Selv om jeg altid har bebrejdet mig selv og spurgt, om vi kunne have gjort noget anderledes, må jeg bare erkende, at den sygdom tog livet af ham, sagde en ærlig Ulf Pilgaard i et interview med BILLED-BLADET i 2021.
Den folkekære skuespiller efterlader sig sin 54-årige søn Christian, svigerdatteren Merete og to elskede børnebørn, Martha på 15 år og Carl på 13 år.