6. nov. 2019
Af Niels Burgos

Unikt besøg: Mikkel Kessler inviterer os hjem til familien

Mikkel Kessler, Lea Hvidt Kessler, med børnene Romeo, Rosa-Lia og Helios
Mikkel Kessler, Lea Hvidt Kessler, med børnene Romeo, Rosa-Lia og Helios
Foto: Xee
Bokse- og dansestjernen tager os i et nyt TV-program med på en fantastisk rejse med sin lille familie.

Hver fredag har vi kunnet følge boksestjernen Mikkel Kessler, når han som en af Danmarks modigste dansere har vist sine evner på dansegulvet sammen med smukke Mille Funk i "Vild med dans". Men nu lader den ellers ret private sportsmand os komme med helt hjem i privaten. Det sker i en ny TV-dokumentar, som har premiere på tv-kanalen XEE - der kan ses, hvis man har tv fra Yousee. Her følger vi hverdagen hjemme hos Mikkel, hustruen Lea Hvidt Kessler og børnene Romeo på fem år, Rosa-Lia på tre og lille Helios på blot 10 uger.

Overrasker børnene

I denne første sæson følger vi med familien på deres store tur til Afrika. Familien Hvidt Kessler har længe drømt om at rejse og se verden sammen med deres børn. Allerede da Mikkel og Lea fik deres første barn, aftalte de, at det ikke måtte blive en hindring i at tage ud og opleve verden. Derfor har familien nu taget sig tiden til at udleve rejse-drømmen, og Xee har fået lov til at lade seerne følge med.

Mikkel og Lea overrasker børnene, da de afslører, at turen går til Afrika, og der venter safari, teltlejre, hvide sandstrande, kæmpe skildpadder og vilde rovdyr.

Paradis-rejse

Rejsen tager dem til fantastiske Sydafrika og den store Krüger Nationalpark. Her skal familien bo midt i reservatet, blandt Afrikas vilde dyr. Derefter skal familien videre til et af Afrikas mest kendte naturområder, Serengeti, der er hjemsted for et unikt dyreliv. Området er også berømt for dens store løvebestand. Rejsens sidste dage udfolder sig ved Afrikas østkyst, på den lille ø Zanzibar. Et sandt familieparadis med gemte laguner og sjældne dyr. Her er der tid til at reflektere. Og på de hvide sandstrande åbner Mikkel og Lea op om deres forhold, familieliv og karrierer.

Mikkel og Lea vil gerne give deres familie de største oplevelser, men samtidig skal de to forældre nu navigere sig igennem det store kontinent med to børn, en baby og alt det uventede, som følger med. På rejsen får vi et hidtil uset og eksklusivt indblik i familien Hvidt Kessler, når de tager seerne med på deres utrolige rejseeventyr.

Se klippet her

I premiere-programmet den 21. november starter vi hjemme hos familien. Lea og Mikkel er spændte på børnenes reaktion, fordi de endnu ikke har fortalt dem, at turen skal gå til Afrika. Der er heller ikke længe til den lange flyrejse, og hvad skal man egentlig have med sig, når turen går til Afrika?

Se traileren fra serien her, hvor vi ser skønne øjeblikke fra familiens private liv.

Læs mere om: