Sofie Linde spået en helt særlig fremtid af stor tv-personlighed
Til ZULU Comedy Galla i 2020 holdt Sofie Linde en stærk tale, hvor hun fortalte åbent om en ubehagelig oplevelse, hun havde som 18-årig med en meget ældre og "stor tv-kanon" til en julefrokost i DR.
Talen satte ild til hele den såkaldte Meetoo-debat i Danmark, og tv-værten havnede i det – hun selv kalder – en shitstorm.
Det og meget andet taler hun blandt andet åbent om i Viaplay-programmet "All Exlusive", hvor hun og Casper Christiensen - med Mikael Bertelsen i baggrunden som sparringspartner og coach for Casper Christensen - er sammen i 24 timer og taler om alt fra kønsidentitet(-er) til det at poste billeder af deres børn på de sociale medier.
Og det går ikke stille for sig. De to tv-værter er nemlig uenige om en del.
Efter utallige snakke og diskussioner er det tid for Sofie Linde at vende snuden hjemad og tilbage står Casper Christensen med et noget fortabt blik og evaluerer på de sidste 24 timer.
Hun går over i Danmarkshistorien
- Jeg troede, jeg ville være en vis mentor for hende, men jeg føler mig mere som en bedstefar i kørestol, siger Casper Christensen henvendt til Mikael Bertelsen efter Sofie Linde er kørt.
- Om 200 år så står hun i Danmarkshistorien. Det er ikke sikkert, at nogen af os gør det, kvitterer Mikael Bertelsen med reference til, at Sofie Linde fik sat skub i hele Metoo-debatten i Danmark.
Programmet "All Exclusive" kan ses på Viaplay.