14. feb. 2023
Af Majken Munk

Jannika og Nicklas tyer til familien, når de mangler penge: Sådan går det efter Luksusfældens besøg

Nicklas, Jannika, Kenneth Hansen og Mette Reissmann i Luksusfælden
Nicklas, Jannika, Kenneth Hansen og Mette Reissmann i "Luksusfælden"
Foto: Viaplay Group
Kæresteparret Jannika og Nicklas har svært ved at få økonomien til at række, derfor låner de penge af deres familie. Det skal ”Luksusfælden” sætte en stopper for.

27-årige Jannika og 23-årige Nicklas bor sammen i den jyske by Karup med deres søn Nohr, som til maj bliver to år.

De har meget svært ved at få pengene til at række, og de oplever, at når de kommer halvvejs ind i måneden, er der ikke flere penge tilbage.

Derfor spørger de deres familiemedlemmer om penge, men den tendens skal ”Luksusfælden”-eksperterne Mette Reissmann og Kenneth Hansen hjælpe parret af med.

Ikke styre økonomien

Jannika og Nicklas har selv meldt sig til ”Luksusfælden”, fordi de godt vidste, at de var i problemer, hvis ikke de fik styr på økonomien.

Samtidig gjorde de det også med deres søn i tankerne.

- Det gør vi, fordi vi ikke kan styre vores økonomi, og fordi vi synes, det var synd for vores søn, at han ikke fik nogle oplevelser, fortæller Jannika til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Det var egentlig ikke på grund af, at vi havde en kæmpegæld eller noget, men fordi vi var unge mennesker der har et barn sammen, som ikke kan styre vores økonomi.

Ramte familielivet

Noget af det første, Jannika og Nicklas bliver bedt om at undersøge, er, hvor mange penge de skylder deres familiemedlemmer.

Luksusfælden
Det går op for Jannika og Nicklas, at de skylder deres familiemedlemmer mange tusinde kroner, da Kenneth Hansen fra "Luksusfælden" sender dem på tur i den jyske natur for at finde skilte.
Foto: Viaplay Group

Efter en køretur i den jyske natur, går det op for parret, at de skylder 37.300 kroner til familiemedlemmer.

- Det har været hårdt at låne penge af familien. De har sagt noget til os hver gang. Det var hårdt, fordi vi får en reminder om, at vi ikke kunne finde ud af styre sine penge, fortæller Jannika.

Derfor skal de også kontakte deres familie og understrege, at de ikke skal låne yderligere penge af dem.

I gæld

Mette Reissmann og Kenneth Hansen sætter sig for at lære Jannika og Nicklas, hvordan man administrerer sin økonomi; at når man vælger noget til, vælger man også noget fra.

Da de gennemgår parrets budget, finder de naturligvis også frem til, hvor stor gæld de har. Noget, som parret selv har forsøgt, men ikke lykkedes helt med.

- Vi har lagt dem sammen en gang og regnede ud til 100.000, men da eksperterne regner det sammen, er det jo 190.000 kroner, fortæller Jannika.

Af den gæld skylder Jannika 110.000, mens Nicklas skylder 48.000 kroner, og så har de sammen stiftet gæld for 32.000 kroner.

Rørt til tårer

Da eksperterne vender tilbage til parret i Karup, er der gode nyheder. De har overholdt budgettet, og derfor kan de få deres nye budget fremlagt.

Her viser det sig, at eksperterne har sparet dem for 83.000 kroner, samt at parret ikke har misligholdt gæld. Det får tårerne frem hos Jannika.

- Det berører mig, fordi jeg har stået i gæld, siden jeg var 18 år. Jeg kunne ikke se en ende på det. Jeg troede, jeg skulle have gæld resten af mit liv, fortæller hun.

- At vi både afvikler på gælden og samtidig ikke har misligholdt gæld. Det bliver jeg meget rørt over, for der troede jeg ikke, jeg kunne komme hen, tilføjer hun.

I dag

Efter besøget fra ”Luksusfælden” har lidt ændret sig, men budgettet bliver fortsat overholdt.

- Det går meget godt. Der bliver ændret lidt i det, fordi Nicklas har fået arbejde. Jeg går hjemme på grund af opsagt barselsvikariat, så jeg søger arbejde lige nu, men vi får det til at hænge sammen, fortæller hun.

Drømmen er, at hun igen kan vende tilbage til et job som salgsassistent.

Efter de har fået styr på økonomien, har parret fået et bedre forhold, hvor de ikke skændes så meget, og så har Jannika fået mere ro i maven.

Deres forhold til familien har også nydt godt af ”Luksusfælden”.

- Vi har stadigvæk et godt forhold. I den her ferie er vi hos mine forældre, fortæller Jannika og uddyber, at familien har rost dem for indsatsen:

- Det er de meget stolte af.

Læs mere om: