TV-vært stopper: Søren Vesterby går på pension
Onsdag er Søren Vesterbys sidste dag på skærmen. Efter 40 år har den garvede TV-vært nemlig valgt at gå på pension.
Det fortæller han til JydskeVestkysten.
- Nu kan jeg få mere tid med min elskede kone, som i mange år har spurgt, om jeg ikke snart ville holde op med at arbejde. Nu var det blevet en mulighed, og så synes jeg, det er en god ting at give plads og flytte sig fra stolen, så nye, unge talenter kan komme til, siger han til JydskeVestkysten om den store beslutning.
En lang karriere
Søren Vesterby, 66, var i slutningen af 90’erne vært på ”Go’ Morgen Danmark” på TV 2.
Efterfølgende rykkede han til DR, hvor han i en lang årrække fungerede som både vært og redaktør, bl.a. på ”19direkte”, ”Nyhedsmagasinet” og P1-programmet ”Lige Lovligt”.
Nyt kapitel
Siden april 2009 har han været vært og journalist på TV SYD. Nu begynder et nyt kapitel for Søren Vesterby, der glæder sig til at bruge mere tid med familien og nye fritidsaktiviteter.