Vild med dans-systuen ruller til Horsens i dag
Uden dygtige syersker ingen flotte "Vild med dans"-kostumer.
Så allerede i dag, onsdag 26. november, bliver produktionsselskabet Mastiffs systue pakket i kassevogne og triller til Horsens for at være klar til den store finale på fredag.
- Ja, det er første gang, finalen bliver afviklet i Jylland, så vi ruller afsted allerede onsdag, så vi er klar til at få alt syet færdigt og passet det til, siger Christina Ramlau, der er chef for Mastiffs systue.
Syerskerne har knoklet
I 12 uger har de dygtige kvinder knoklet i suverænt mange timer for at få de flotte kostumer klar fredag efter fredag.
Deres kreativitet er i særklasse, og de kan deres håndværk til perfektion.
Kjolerne og de andre kostumer bliver til i et samarbejde med deltagerne, der i systuen har et topprofessionelt hold til at hjælpe.
Sightseeing må vente
Til finalen på fredag i Forum Horsens skal de to finalepar, Sara Maria Franch-Mærkedahl/Silas Holst og Johannes Nymark/Claudia Rex, have kostumer både til deres individuelle danse og til deres freestyle.
Og alle de tidligere deltagere i sæsonen skal også på gulvet med et lille bid af deres yndlingsdans.
Desuden er der to gange showdans med de professionelle dansere, så systuens ansatte får ikke tid til sightseeing i det jyske.
Syerskerne er uundværlige
De skal knokle - men det er de vant til, og de gør det altid med sved på panden, men smil på læben.
Uden systuens gæve kvinder var der slet ikke noget "Vild med dans".
De er godt nok ikke selv på gulvet, men de er helt uundværlige.
Normalt holder de til i kælderen hos Mastiff på Østerbro - men nu er de altså for en stund blevet en mobil, rullende systue.