Vild med dans-stjerner frygter premiereaftenen
I årets ”Vild med dans” skal den tidligere vinder Thomas Evers Poulsen danse med Michelin-kokken Dak Wichangoen, og han kunne afsløre, at deres træning går rigtig godt, men der er bestemt allerede nerver at føle på, selv om premieren stadig lader vente på sig.
- Vi er sindssygt nervøse, der ryger jo nogen ud i første program, fortalte Thomas Evers Poulsen.
Startede fra bunden
Det kan Mille Funk nikke genkendende til, fordi hende og partneren TV-værten Christian Bækgaard kun har fire træninger tilbage inden fredag den 8. september, hvor årets "Vild med dans" har premiere.
Dansedarlingen Mille Funk er fortrøstningsfuld efter hun og Christian Bækgaard har trænet i godt halvanden uge, men det var også en udfordring, for det eneste danseerfaring TV-værten havde var fra halfester.
- Vi startede fra scratch, men han er blevet rigtig god, og han vil det rigtig meget, fortalte hun, da BILLED-BLADET mødte hende og Thomas Evers Poulsen til Zulu Comedy Galla.
Premiere med mere drama
For første gang i "Vild med dans"-historien, så er der lavet om på reglerne for premiereprogrammet.
I de foregående 13 sæsoner har halvdelen af holdet være på gulvet på premiereaftenen, og den anden halvdel fredagen efter. Det har betydet, at alle par var skånet fra at ryge hjem efter kun et afsnit. Men sådan er det ikke i år, for fredag den 8. september skal alle 12 par på dansegulvet, og de to par der får færrest SMS-stemmer og dommerpoint skal i omdans. Det par, der får færrest SMS-stemmer efter omdansen bliver sendt ud af konkurrencen efter kun en dans på "Vild med dans"-gulvet.