Vild med dans-eksperten er ikke i tvivl: Disse par kan være helt rolige
Fredag aften går Danmarks modigste dansere på gulvet for sjette uge i træk, og kampen om at undgå en omdans bliver hårdere og hårdere.
Vi har endnu en gang spurgt BILLED-BLADETs "Vild med dans"-ekspert Lone Vandborg om, hvad vi kan forvente os af aftenen på dansegulvet – og ifølge hende er der lagt op til en spændende aften.
Dog er der tre par, der ikke behøver have så mange nerver på, mener "Vild med dans"-eksperten:
- Det vil være en kæmpe overraskelse, hvis Pernille Blume, Lise Rønne eller Jimilian kommer i omdans. I denne uge er det lidt svært at regne ud, hvem der kommer i farezonen, men det virker, som om de tre er sikre, fordi de er populære hos seere, hvilket man også kan se i BILLED-BLADETs ugentlige seer-afstemninger, siger Lone Vandborg.
Af de tilbageværende nydansere har både Freja Kirk, Michael Katz Krefeld og Michelle Kristensen prøvet at være i en omdans, og derfor vil de naturligvis være udsatte.
- Man vil selvfølgelig altid føle sig mere truet, hvis man tidligere har stået i en omdans, for så tyder det jo i hvert fald på, at man ikke får supermange stemmer fra seerne, siger Lone Vandborg.
Derfor mener "Vild med dans"-eksperten også, at især Freja, Michael og Michelle skal krydse fingre for at ende rigtig højt hos de fem dommere for at være sikre på at undgå en omdans.
- Hvis en eller flere af dem kommer til at ligge lavt på pointtavlen, efter dommerne har afgivet deres karakterer, kan de godt begynde at varme op til omdans, siger Lone Vandborg.
Micki Cheng og Mascha Vang har ikke tidligere været i omdans, men de kan alligevel ikke føle sig sikre, mener Lone Vandborg.
- Sidste gang lå både Micki og Mascha lavt hos dommerne, og hvis de gør det igen, kan de også risikere at komme i farezonen, siger Lone Vandborg.
Følg med i den spændende aften på Danmarks festligste dansegulv, når TV 2 blænder op for ”Vild med dans” kl. 20.