30. sep. 2022
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Vild med dans-ekspert inden aftenens omdans: Dette par er nok de eneste, der kan vide sig sikre

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/20220923_dm_vild_med_dans_0164_1.jpg
Foto: Dan Mariegaard
Fredag aften venter endnu en spændende aften for Danmarks modigste dansere i ”Vild med dans”.

Det var været nogle spændende og uforudsigelige uger på Danmarks mest populære dansegulv.

Derfor er der endnu en gang lagt op til en fredag aften, hvor alt kan ske! Det mener BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg i hvert fald:

- Det eneste par, der nok kan vide sig helt sikre på ikke at komme i omdans, er dem, der ender på dommernes førsteplads. For selv om dommernes favoritpar får færrest sms-stemmer, vil det være meget, meget usandsynligt, at de kommer i farezonen.

”Vild med dans”-eksperten har også et bud på, hvem der indkasserer en førsteplads hos dommerne – igen!

- Førstepladsen kunne meget vel gå til Caspar og Malene endnu en gang. Det er, som om de er ved at rykke lidt fra resten af feltet, og i sidste uge fik de da også hele 11 point mere end andenpladsen, siger Lone Vandborg.

Men ud over parret på dommernes førsteplads mener Lone Vandborg, at resten af feltet kan risikere at havne i en omdans – for indtil videre har denne sæson været svær at forudsige!

- Jeg har sagt det før, men det er virkelig sæsonen, hvor alt kan ske! I første udstemning røg Nicholas og Karina hjem efter at have fået en andenplads hos dommerne, og i sidste uge måtte vi sige farvel til Andrea og Eugen, der lå på dommernes fjerdeplads, siger ”Vild med dans”-eksperten.

Og det er da heller ikke givet, at man kommer i omdans, bare fordi man får lave karakterer af dommerne:

- De seneste par uger har vist, at en lav placering hos dommerne ikke nødvendigvis betyder, at man kommer i omdans. Seerne har nu flere gange reddet Heidi Frederikke og Cecilie Schmeichel, som har fået lave dommerpoint, men tilsyneladende mange sms-stemmer – og mit gæt er, at de klarer sig gennem endnu en uge uden omdans, siger Lone Vandborg.

Hvis ”Vild med dans”-eksperten skal pege på, hvem der kommer i omdans, er der ét par, der efter hendes mening er mere udsatte end resten af feltet:

- Hvis jeg skal pege på nogle, som, jeg tror, kommer i omdans, må det blive Joel og Jenna. De er alt andet lige i farezonen, efter at de også var i omdans i sidste uge.

Følg sæsonens fjerde uge i ”Vild med dans” på TV 2 fra kl. 20.

Læs mere om: