Valdes Jul-stjernen Julie Agnete Vang er ikke altid den seje mor: Én ting undrer hendes datter
Julie Agnete Vang har rollen som Valde og Ritas mor, Malou, i TV 2-julekalenderen ”Valdes Jul”.
I virkeligheden er den 39-årige skuespiller mor til datteren Eva på otte år.
Hun glæder sig til, at hendes datter skal se ”Valdes Jul”, men hun forbereder sig på, at Eva godt kan være lidt kritisk.
- Jeg tror desværre godt, at hun kan blive lidt irriteret over, at jeg fylder så meget i julekalenderen, siger hun med et grin til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Jeg er jo ikke den seje mor hjemme hos os. Jeg er jo klima-mor, og det, kan min datter godt synes, er lidt irriterende!
Der er særligt én ting, som undrer Julie Agnete Vangs lille datter.
- Min datter forstår ikke, hvorfor vi ikke har en bil. Hun synes, det er super besværligt, når det regner, og vi bruger ladcyklen hele tiden. Jeg håber, at hun forstår det en dag, lyder det med et smil fra ”Valdes Jul”-stjernen.
Julie Agnete Vang har datteren Eva med sin ægtemand, skuespilleren Thomas Voss.