TV 2-vært om skifte til DR: Der kommer til at trille en tåre
Kristian Ring-Hansen Holt har i mange år været en fast del af værtsholdet på TV 2-news, men nu er det slut.
Fredag den 28. februar holder den populære nyhedsvært afskedsreception, inden han begynder på sit nye arbejde på ”Aftenshowet”.
Fantastisk familie hos Aftenshowet
Efter mange år med de samme kollegaer, bliver det en helt særlig følelse for Kristian Ring-Hansen Holt at sige farvel.
- Jo tættere på, det kommer, jo mere alvorligt bliver det jo. Det er en fantastisk familie at rykke ud i hos ”Aftenshowet”, og det er nogle virkelig hyggelige mennesker, fortæller Kristian Ring-Hansen Holt.
Afskedsmiddag med Miriam Zesler
Han kommer særligt til at savne makkeren Miriam Zesler, som han har tilbragt mange timer med i TV 2 News-studiet, og de to har også været ude at spise afskedsmiddag sammen.
- Der kommer til at trille en tåre. Vi har sendt 8500 timer sammen gennem 13 og et halvt år. Det tror jeg ikke, der er mange, der kan matche, fortæller nyhedsværten.
Kristian Ring-Hansen Holt har første arbejdsdag på ”Aftenshowet” på mandag den 2. marts.
På tv-skærmen har Miriam Zesler og Kristian Ring-Hansen Holt været makkerpar i mange år.