TV 2 dropper elsket Pyrus-julekalender: Her er forklaringen
Der er nu mindre end en uge til, at december måned og årets mange julekalendere begynder.
TV 2’s seere har kunnet se frem til at læne sig tilbage i sofaen og se ”Alletiders Julemand”, som blev sendt første gang i 1997, men her kort før 1. december har man nu droppet julekalenderen.
Stødende scener
I stedet for sender TV 2 "Alletiders Eventyr", som er den fjerde og sidste julekalender i rækken om nissen Pyrus.
Over for mediet Juleweb forklarer TV 2 nu, at beslutningen er taget, fordi der i ”Alletiders Julemand” er scener, der kan virke stødende.
– ‘Alletiders Julemand’ har vi netop genset med et fornyet blik. I vores gennemsyn mener vi, at ‘Alletiders Julemand’ indeholder elementer, som har en forældet skildring af både mennesker og kulturer, og som kan misforstås for især børn, som ikke kan sætte fortællingen ind i en historisk kontekst, siger konstitueret fiktionschef Mette Nelund.
Julekalenderen har fået kritik
Beslutningen er ifølge hende truffet på baggrund af en længerevarende periode med grundige overvejelser og drøftelser.
Da julekalenderen blev genudsendt i 2014, modtag TV 2 flere klager fra seere, skriver TV 2.
Dengang blev sangen ”Gi’ mig guf og gi’ mig godter”, hvor tre børn er klædt ud som flødeboller, kritiseret. Det er maskeringen af de tre børn i julekalenderen, som har fået kritik for at være ”blackfacing”, idet de giver sig ud for at have en anden hudfarve, end de egentlig har.
Der har desuden været kritik af julekalenderen, fordi Pyrus i det ene afsnit ser en historie fra ”Den store Bastian”, hvor tre drenge bliver skældt ud, fordi de driller en dreng med hans mørke hudfarve.
BILLED-BLADET har forsøgt at få en kommentar fra den konstituerede fiktionschef, men hun er endnu ikke vendt tilbage.